2020

Du rædselsfulde og dog alligevel fantastiske år.
Jeg tror jeg skriver for de fleste, når jeg omtaler 2020 som et virkelig mærkeligt og nedern år.

Jeg starter hvor det begyndte:
d. 30.12.2019 – der fik min elskede svigermor den besked som ingen har lyst til at få, de kunne ikke gøre mere for hende. Hun havde cancer, 3 slags endda. Og hun havde kæmpet i hele 2019 for at få det godt, ude og inde af kemo., men den her dag, var dagen hvor hun fik at vide at de ikke kunne gøre mere.
Kaja var det mest menneskelige og kærlige mennesker, hun rummede selv de dummeste og mest mærkelige, hendes hus var en togstation for mennesker som havde brug for et kærligt hjem, for det kunne hun give.

Januar 2020 blev Kajas sidste, i starten af januar blev vi i familien enige om at jeg skulle tage orlov og støtte og hjælpe Kaja, så hun kunne blive længst tid i eget hjem, Kaja selv var ikke glad for den idé, for hun kunne alt selv.
I de sidste uger af Januar blev Kaja så dårlig, at hun blev indlagt, det var her vi nok alle sammen indså at hun ikke ville leve længe.
På hospitalet overtalte vi Kaja til at komme hjem til kærlig pleje i hjemmet, vi blev enige om at det var mig som skulle hjælpe hende, hun havde brugt hele sit liv med at arbejde med mennesker, så det at få hjemmeplejen ind i hjemmet var ikke en mulighed, heller ikke for os andre.

D. 31.01.2020 kl. 04.45 sagde Kaja farvel – Og den første rigtige kamp for mig startede, selvom jeg er uddannet social og sundhedsassistent og flere gange har været med til at være en del af det sidste terminale forløb, var det her noget andet.
Det her var min svigermor, min højt elskede svigermor, som jeg havde haft det skønneste forhold til, selvom vi ikke altid var enige.
Med den her opgave som jeg påtog mig, fulgte en lang kamp mod en ædende skyldfølelse – for det var mig som havde givet Kaja den sidste medicin.
(Bare hvis der sidder nogen og tænker; uha har hun selv givet medicin og selvtægt og bla.bla – Ja og Nej. Jeg gav den dosis som var skrevet af hendes læge, jeg tog ingen valg selv, alt var i samråd med en læge og Kaja selv.)

Den dag var starten på et års lang depression. en depression som jeg ikke så komme.

Den 12.02.2020 lagde vi Kaja i jorden, det var så den samme dag som jeg fandt ud af at vi ventede vores 2. barn.
Hvis skyldfølelsen over alt det med Kaja ikke var stor nok, så fik jeg også mega skyldfølelse over at jeg hele dagen havde røget en hel pakke cigaretter, for at gå hjem og finde ud af at jeg var gravid. Tak – graviditetstest for ikke at være positiv d. 11.02.2020.

Tilbage på mit arbejde måtte jeg så også lige deale med at blive opsagt i min funktion, jeg havde et ønske om at søge universitetet, og det passede ikke sammen med alle de omrokeringer som var i gang. – Jeg skulle tilbage ud at køre i marken, med de mennesker som jeg i 1.5 år havde været team koordinator for.

Så Hallo 2020.

Den 06.03.2020 blev jeg sygemeldt, jeg blødte og havde ondt i maven, det var uudholdeligt! – (Det gik godt – bare så i ikke sidder og tænker shit)
Jeg blødte on and off frem til jeg var over halvvejs i min graviditet.

Den 11.03.2020 – well det behøver jeg vil ikke fortælle vel?

I April måtte jeg i gang med et forløb på rigshospitalet, jeg dannede igen antistoffer i mod vores lille barn i maven og denne her gang så det ud til at gå meget stærkt, jeg startede på det niveau, hvor jeg endte min sidste graviditet – Jeg danner noget som hedder anti-Kell, som ikke er den sødeste udgave af antistoffer, tværtimod, så er den en af de dummeste. HURRA!

så de næste par måneder var jeg inde og blive fulgt på riget, men ønskede at føde på Roskilde, det ville i sidste ende ikke være mit valg.
Da mine tal forblev stabile og det viste sig at den lille inde i maven (Jaaaa vi anede ikke hvad vi skulle have, elsker overraskelser!) så blev jeg flyttet tilbage til min base i Roskilde! – der gik ikke længe før samtalen om depression kom på dagsorden. Jeg var aldrig glad, jeg var modløs, jeg kunne ikke overskue barnet i min mave, jeg kunne ikke glæde mig. det hele var bare sådan en mørk sky. – hvilket både min egen læge og min læge på hospitalet godt kunne forstå, når jeg fortalte dem om starten på mit 2020.

Sommeren over og frem til mit kejsersnit fik jeg antidepressiver, det virkede. Jeg fandt lidt af mig selv igen.

Den 06.10.2020 fik vi en dreng, en fantastisk dreng 4120gram og 54 lang

Resten af året var præget af COVID-19 og barselshjerne.

Jeg er trappet ud af min medicin, men min depression lurer under overfladen, den gør at jeg ofte ikke kan overskue andre mennesker, hvilket jo også er fint nok her mens COVID-19 stadig raser og vi skal begrænse vores mængde af fælleskab.

Jeg vil nok egentligt bare sige at det er okay at have det svært og du er ikke alene, nogen gange er det bare svært at bede om hjælp eller få det sagt højt! <3

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen